Mælkebøtten
Velkommen til Børnehaven Mælkebøtten – et trygt og levende børnefællesskab
Hos os får dit barn en hverdag fyldt med nærvær, leg og læring i et lille, overskueligt miljø med plads til 46 børn. Vi ligger centralt i Kjellerup på D. Christensens Vej 5 – tæt på både skov og by, så vi kan kombinere trygge rammer med spændende oplevelser i naturen.
Hverdagen i Mælkebøtten
Vi arbejder med aldersintegrerede aktivitetsgrupper:
- Rokketænder – de store børn
- Græshopper – de mellemste
- Mumier – de yngste
Formiddagen bruges i grupperne, hvor vi tilrettelægger aktiviteter, der passer til børnenes udviklingstrin. Om eftermiddagen leger børnene på tværs – det styrker fællesskabet og venskaberne.
Hvorfor vælge Mælkebøtten?
Vi skaber en hverdag, hvor:
- Tryghed og glæde er i centrum – både for børn og forældre.
- Atmosfæren er positiv og anerkendende.
- Dit barn udvikler personlige, sociale, sproglige, kreative og motoriske kompetencer.
- Vi ser, hører og forstår hvert enkelt barn.
- Vi møder børnene med respekt og omsorg.
- Vores køkken laver sund og varieret mad hver dag.
- Der er plads til leg – både inde og ude.
- Vi tager på oplevelser udenfor huset: skoven, skolen, biblioteket m.m.
- Vi har en åben og tæt dialog med forældrene.
Vores pædagogiske grundlag
Mælkebøtten er en dynamisk børnehave med høj faglighed og stærkt fællesskab. Vi ser barnet som et helt menneske og skaber udvikling gennem samspil mellem krop, hjerne og hjerte. Bevægelse er en naturlig del af hverdagen – det giver trivsel og styrker fællesskaber.
Vision
At fremme barnets personlige udvikling i et forpligtende fællesskab.
Mission
At hvert barn bliver den bedste version af sig selv.
Værdier
- Venskab: Nærværende relationer og plads til alle.
- Anerkendelse og respekt: Vi møder hinanden med forståelse og gensidig respekt.
- Tryghed: Struktur og genkendelighed skaber ro.
- Inklusion og fællesskab: Alle børn er betydningsfulde og har en plads.
- Selvstændighed: Vi støtter barnet i at tage næste skridt i sin udvikling.
- Leg og glæde: Legen er grundlaget for fantasi, samarbejde og livsglæde.
Vil du høre mere eller besøge os?
Ring på 21 14 70 52 eller skriv til maelkeboetten@silkeborg.dk
Mælkebøtten – Børn i bevægelse.
Her vokser børn med glæde, fællesskab og tryghed.
Læs mere om Mælkebøtten
Påklædning:
Det er vigtigt, at børnene er hensigtsmæssigt klædt på, så de frit kan udfolde sig ude som inde.
Udetøj:
Da vejret varierer meget, er det vigtigt, at børnene altid medbringer udetøj der passer til årstiden. Regntøj og gummistøvler bør altid være at finde i børnehaven.
Skiftetøj:
Børnene skal altid have mindst to sæt skiftetøj i tasken i garderoben.
Navn på:
Alt tøj, huer, vanter, sko, osv. bør være forsynet med navn.
Børnehaven påtager sig ikke ansvaret for bortkomne ejendele. Husk altid at fjerne snore i børnenes overtøj eller trøjer, det kan evt. erstattes af elastik eller velcro.
Tøj uden navn bliver lagt i den røde glemmekasse i gangen.
Sovebørn:
Hvis barnet skal sove i børnehaven, skal det medbringe dyne og pude med betræk, lagen og sut og/eller sovebamse, hvis barnet bruger det. Forældre har ansvaret for at tage betræk og lagen med hjem og vaske den sidste fredag i måneden.
Bleer:
Hvis barnet bruger bleer skal det selv medbringe bleer. Forældre har selv ansvaret for at tjekke om på om barnet mangler bleer i blekasserne på mumiernes badeværelse.
Solcreme:
Barnet skal have solcreme på hjemmefra om morgenen. Personalet giver børnene solcreme på efter frokost. I skal ikke selv medbringe solcreme.
Aflevering og afhentning:
Når I kommer i børnehaven, er det vigtigt, at I siger goddag og farvel til en voksen. Ligeledes er det vigtigt, at vi ved, at barnet er hentet. Har barnet været ked af det ved afleveringen, må I altid gerne ringe lidt senere og høre, hvordan det går.
Oprydning:
Hver fredag beder vi jer tømme børnenes garderobeplads af hensyn til rengøringen i børnehaven.
Eget legetøj:
Børnene må som udgangspunkt ikke medbringe eget legetøj. Dog er sovebamser selvfølgelig tilladt til sovebørnene.
Fødselsdage:
Fødselsdage i Mælkebøtten holdes i børnenes egen gruppe. Hos mumierne holdes fødselsdage hjemme i børnehaven, hvor de er velkommen til at medbringe mad/snacks eller lignende. Hos græshopperne og rokketænderne er det op til forældrene selv at vælge om børnene skal holde fødselsdag hjemme hos jer eller i børnehaven.
Sygdom og fravær:
Husk at meddele på aula, hvis dit barn er syg eller holder fri. Ifølge sygdomscirkulæret må børnehaven ikke modtage syge og smittebærende børn.
Morgenmad
Morgenmaden er ikke en del af kostordningen.
Børnehuset tilbyder morgenmad i tidsrummet fra kl. 6.30-7:00 til de børn, der har behov for at møde tidligt. Vi tilbyder havregryn, rosiner og minimælk samt rugbrød og smør/smøreost. Vi vil gerne bede jer om ikke at give børnene morgenmadsprodukter med hjemmefra.
Formiddagsmad kl. 9:00
Til formiddagsmad får alle børn et lille måltid bestående af frugt, grønt, brød, tykmælk, grød eller lign.
Frokost kl 11:00
Til frokost får alle børnene mad. Vores kok serverer hver dag et sundt måltid mad, der bestå af rugbrød med forskelligt pålæg 2-3 gange er det en lun ret eller varm mad.
Se under Kost - og måltidspolitik. Vuggestuebørnene får mælk til maden og børnehavebørnene tilbydes vand.
Børnene opfordres til at drikke vand i løbet af dagen.
Eftermiddagsmad kl. 14:00
Til eftermiddagsmad får alle børn et lille måltid bestående af frugt, grønt, juice, smoothie og brød eller lign.
Der købes ind efter sæson, for at få flest mulige varer økologiske. I få tilfælde anvendes konventionelle fødevarer i stedet for økologisk, hvor økologisk ikke kan skaffes.
Det pædagogiske tilsyn er ét ud af flere tilsynsformer i Dagtilbud i Silkeborg Kommune. Det pædagogiske tilsyn udføres af forvaltningen både i kommunale, selvejende og private daginstitutioner.
Det pædagogisk tilsyn har to overordnede funktioner; at kontrollere og udvikle den pædagogiske kvalitet i dagtilbuddet. Rammen for pædagogisk tilsyn i Silkeborg Kommune udarbejdes af forvaltningen, således der er sammenhæng med de fælles kommunale indsatser daginstitutionerne arbejder med.
I de kommunale daginstitutioner udføres tilsynet hvert år i skiftende børnehuse. Hermed sikres, at alle børnehuse får minimum et tilsyn hvert andet år. Tilsynsrapporterne for de kommunale institutioner vil efter tilsynet blive offentliggjort på deres lokale hjemmesider.
Tilsynsrapport for Mælkebøtten blev udarbejdet i efteråret 2022.
Link til tilsynsrapporten: Tilsynsrapport for Mælkebøtten
Baggrund for det pædagogiske tilsyn: Baggrund for det pædagogiske tilsyn