Skip til hoved indholdet
    Hjem Børnehuset Ågade

Børnehuset Ågade

Velkommen til Børnehuset Ågade

Børnehuset Ågade er en aldersintegreret daginstitution med børn i alderen 0-6 år.

Vi har til huse i det tidligere "Børnely" med en historie der går helt tilbage til 1954 hvor det var et spædbørnehjem. Sidenhen har vores hus været både børnehave og specialbørnehave.

Institutionen er omgivet af en stor legeplads, bussen stopper tæt på og lige uden for hegnet og blot 5 min. gang herfra ligger bymidten med bl.a. bibliotek og biograf. Endvidere er vi heldige at have Kjellerups skønne natur tæt på, samt vores venner og samarbejdsinstitution Mælkebøtten. 

Vores børnegrupper fordeler sig på tre grupper: Vuggestuens Haletudser, børnehavens 3-4 årige Frøer og de 5-6 årige Tudser. 

Vi er pr. 1/1.2024 normeret til 12 vuggestuebørn og 45 børnehavebørn. 

Læs mere om Børnehuset Ågade

Da vi er ude hver dag, er tøjet i børnehaven vigtig. I Ågade er alle børn på tur mindst én gang om ugen og vi holder os ikke tilbage selvom det regner, sner eller lignende. Udover vores faste ture, så bruger vi vores store legeplads rigtig meget. Derfor er det vigtigt at dit barns garderobe til hver en tid har tøj til årstiden. Og her er det vigtigt at huske, at børnene oftere er længere ude end deres forældre. 

Påklædning
Det er vigtigt, at børnene er hensigtsmæssigt klædt på, så de frit kan udfolde sig ude som inde. Derfor vil vi appellere til, at børnene kommer med tøj som de kan bevæge sig, men som samtidig passer til årstiden.

Udetøj
Da vejret varierer meget, er det vigtigt, at børnene altid medbringer udetøj der passer til årstiden. Regntøj og gummistøvler bør altid være at finde i børnehaven. I vuggestuen er der yderligere behov ekstra tøj og tøj der passer ind til dagens temperatur. 

Skiftetøj
Børnene skal altid have mindst et sæt skiftetøj i kassen i garderoben.

Navn på
Alt tøj, huer, vanter, sko, madkasser osv. bør være forsynet med navn.
Børnehuset påtager sig ikke ansvaret for bortkomne ejendele.
Husk løbende af ajourføre dig i dit barns garderobe for at sikre der til en hver tid er skiftetøj+relevant overtøj. Husk altid at fjerne snore i børnenes overtøj eller trøjer, det kan evt. erstattes af elastik eller velcro.

Aflevering og afhentning
Når I kommer i børnehuset er det vigtigt, at I siger goddag og farvel til en voksen, for børnehuset overtager ansvaret for barnet, så snart det er afleveret. Ligeledes er det vigtigt, at vi ved, at barnet er hentet.
Det er selvfølgelig jer som forældre, der afgør, hvor meget tid og hvor mange ritualer afleveringen må kræve. Det er dog vores erfaring, at for et barn, som har svært ved at sige farvel, bliver afskeden mindre smertefuld, hvis den gøres kort. Grib altid fat i en af os, hvis vi skal hjælpe. Har barnet været ked af det ved afleveringen, må I altid gerne ringe lidt senere og høre, hvordan det går.

Oprydning
Hver fredag beder vi jer tømme børnenes garderobeplads af hensyn til rengøringen i børnehaven.

Vi beder jer støtte personalet i vores krav om, at børnene rydder det op, de leger med, inden de går – ude og inde. Ligeledes vil vi støtte jer forældre, hvis vi fornemmer, at børnene ikke vil med hjem, fordi de er optaget af en aktivitet.

Eget legetøj
Børnene må som udgangspunkt ikke medbringe eget legetøj i børnehaven, da det ofte giver anledning til konflikter, ”købe hinanden” eller legetøjet bliver ødelagt eller det bliver væk. Har børnene alligevel noget med, skal det ligge i garderoben.

I børnehaven afholdes der legetøjs dage, hvor børnene kan tage noget legetøj med hjemmefra som leges med. 

Sygdom og fravær
Husk at give børnehaven besked, når dit barn holder fri eller er syg. Vi følger Sundhedsstyrelsens anvisninger vedrørende sygdom(me), og vi modtager derfor ikke syge og smittebærende børn. Vi har et stort hus og mange børn og personaler som kan blive smittet, så derfor vil vi ”ringe børn hjem” hvis de er syge og er fremmødt i børnehuset. 

Derfor modtager vi heller ikke børn der er medicineret med smertestillende / febernedsættende medicin med mindre det skyldes kronisk sygdom og er lægeordineret. Vi giver ikke medicin til børn med mindre der er tale om lægeordnineret medicin.

Sundhedsstyrelsens folder omkring smitsomme sygedomme hos børn og unge.

Silkeborg Kommunes folder omkring lus

I børnehuset Ågade spiser vi tre måltider om dagen. Vi spiser til formiddag, frokost og til eftermiddag. Vi tilbyder også morgenmad til de børn der har behov for dette. Vi sigter efter at tilbyde et sundt og mættende måltid for vores børn. Vi bestræber os på, at servere så meget økologisk mad som muligt inden for de rammer vores budget tillader.

Morgenmad
Her tilbydes havregryn m. mælk & rosiner + et stykke rugbrød med smør/smøreost.

Formiddagsmad
Her tilbydes som oftest et stykke frugt, kiks/knækbrød eller brød.

Frokost
To gange om ugen spiser vi varm mad. Tre dage spiser vi rugbrødsmadder med pålæg og gnavegrønt.

Eftermiddagsmad
Her tilbydes forskellige ting afhængig af hvad vi har i køleskabet: Typisk spiser vi frugt og en bolle. Andre gange er vi heldige at køkkenpersonalet har lavet lidt lækkert til os: Hjemmebag, frugtgrød eller andet.

Særlige kosthensyn
I børnehuset Ågade kan vi altid tilbyde et vegetarisk/vegansk måltid. Det kan dog være at det veganske måltid vil afvige fra det de øvrige børn spiser på dagen.

Vi vil også meget gerne imødekomme evt. allergener men vi har behov for en lægeattest for at indrette os fuldkomment efter dette.

Et pædagogisk måltid
I børnehuset Ågade betyder dagens måltider noget for os. Særligt frokosten anser vi som en pædagogisk aktivitet: Her opdeles børnene i mindre spisegrupper, hvor der i hver gruppe sidder en voksen med ved bordet. Den voksne hjælper med anretning, sørger for bordskik, men initiere også den ”gode samtale”, at man venter på sin tur, opfordrer til at være ”mad-modig” osv.

AULA
I Børnehuset Ågade anvender vi AULA som ”postkasse”. Her vil I modtage forskellige informationer om hverdagen, aktiviteter og nyhedsbreve. Det er via AULA at stort set al kommunikation foregår, så det er vigtigt at forældre fra starten af barnets institutionsliv bliver tryg i brugen af AULA. Er man i tvivl om noget er man altid mere end velkommen til at kontakte personalet, hvor de så kan hjælpe. 

Når I starter her, er I oprettet som bruger og personalet vil introducere jer til den daglige anvendelse af komme/gå-skærmen i forhold til aflevering og afhentning m.m.

I skal selv uploade et billede på af jeres barn på AULA.  Husk altid at give besked, hvis andre skal hente jeres barn. Det er jeres ansvar at trykke ind og ud på skærmen. Vi tjekker flere gange i løbet af dagen om børnene er til stede eller taget hjem. Vi vil gerne, at børnene ikke selv betjener skærmen, da det er vigtigt at den er rigtig ajourført.

De hvide tavler i gangene
Vær opmærksomme på husets opslagstavler. I børnehaven er tavlerne placeret inde i børnenes entré og i vuggestuen lige inden man kommer ind på stuen. Her vil der stå informationer, der er vigtig for alle. Det kan være referater fra forældrebestyrelsen m.m.
I kan også opleve et ophæng fx, med tilmeldingsfrister i ny og næ fra børnehuset eller aktivitetsudvalget.

I Børnehuset Ågade er vi optaget af det gode børneliv. For os er et godt børnehaveliv et sted hvor det enkelte barn ses og anerkendes som særegent. Derfor har vi et fokus på det enkelte barn som et selvstændigt og unikt individ, men som samtidig er en del af et forpligtende fællesskab.

I Ågade arbejder vi ud fra mantraet: Trivsel før læring (udvikling). Derfor tilstræber vi at altid yde vores bedste for at give omsorg for det enkelte barn. Med omsorg mener vi, at vi retter vores opmærksom (og faglighed) mod individet, for derigennem bedst muligt at kunne bidrage positivt til barnets trivsel, læring og udvikling.

Derfor synes vi, at børnene i Ågade skal mødes af omsorgsfulde, nærværende og anerkendende voksne, der både ser og har øje for det enkelte barn samtidig med børnegruppen som helhed. Det forpligtende (børne)fællesskab er essensen og omdrejningspunktet for huset og den enkelte da det bl.a. er i samvær med andre børn, at barnet udvikler sine sociale kompetencer, får bekræftelse og opbygger selvtillid og selvværd.

I den voksnes møde med barnet er vi optaget af, møde børnene på deres egne præmisser. Det betyder, at man som voksen i Ågade forsøger at sætte sig ind i det enkelte barns livsverden og iboende ønsker og interesser. Vi anerkender til hver en tid barnets følelser, men vi tør også stille krav til barnet og barnets handlinger. F.eks. må man ikke slå men derfor kan den voksne godt forstå og tale med et barn om de følelser der ledte op til en given konflikt.

I Ågade er de voksne nærværende og gerne nærværende omkring børnenes leg. Legen er bl.a. børnenes læringsrum, hvor man afprøver virkeligheden gennem fantasi. Derfor har vi også mange rum hvor leg kan opstå i forskellige afskygninger. Vi vil også gerne arbejde med børnene i små grupper, og vi vil gerne præsentere børnene for nye mulige gode venner gennem interesseområder.

Opstart  

Opstart i børnehave

I Ågade har alle børn en primærpædagog – også kendt som kontaktvoksen. Vi arbejder selvfølgelig for at alle børnene i Ågade kender alle voksne. Dette kommer sig helt naturligt over tid. Men en primærpædagog er det enkelte barns kontaktperson i børnehaven. Det er altså den voksne, der har stået i spidsen for ”indkøring” ved opstarten, deltaget i opstartssamtale, og den voksne som kender familien allerbedst.

Når jeres barn er indmeldt i Ågade anbefaler vi, at i kontakter os og aftaler at komme på besøg. Her vil i få mulighed for at møde primærvoksen og sige hej til de andre voksne i huset, i vil få en rundvisning og modtage information om dagligdagen i Ågade. Ved et forbesøg har i også mulighed for at fortælle lidt om jeres barn og jeres familie.

At starte i institution er en stor og vigtig begivenhed for et barn og derfor anbefaler vi, at mor eller far bliver i børnehaven sammen med barnet de(n) første dage. De følgende 2-3 dage kan med fordel være korte. Opstarten aftaler vi selvfølgelig i fællesskab.

Opstart i vuggestuen

At starte i vuggestue er en meget stor ting for et lille barn. Det er en massiv omvæltning at gå fra at være i hjemmet og mor og far til at starte i vuggestue. Derfor er det væsentligt at dagene i vuggestuen ikke bliver for lange det første stykke tid. Børn har forskellige behov, men som udgangspunkt anbefaler vi at i som forældre (én) er med i vuggestuen de første par dage og herefter har mulighed for at hente tidligt.

Når man starter i Ågades vuggestue forsøger vi at kontakte forældrene cirka en måned før opstart. Vi invitere til et opstartsmøde. Her kan vi mødes og tale om jeres barn, få vigtig viden om barnets første leveår, om jeres familie osv. På mødet vil vi præsentere vores dagligdag og fortælle pædagogik, kost, soverutiner m.m. Det er også på dette møde at vi kan planlægge en besøgsdag. Her det vigtigt for os at pointere, at besøgsdagen er barn+forældre som kommer i vuggestuen og kigger og siger hej. Det er ikke på besøgsdagen at personalet har tid til en dybere dialog. Den har vi til opstartsmødet.

Alle er lidt anderledes

I Børnehuset Ågade er der plads til alle – store som små. Men har man nu nogle særlige ønsker eller vaner som man ikke ser så ofte, så kom og tal med os om det. Vi vil rumme alle behov og der er ikke noget der er fjollet og tosset. Det kan være sovevaner, noget man er bange for, særlige præferencer til frokost hvor maden måske skal skæres ud, at man har brug for en toiletmakker (voksen) osv…

Alders-funktionsopdeling 

Børnehuset Ågade er aldersopdelt i den forstand, at vi har en vuggestue og en børnehaveafdeling. Vuggestuen er placeret i stueetagens ene længe og er tæt på kryberum, eget toilet, køkkenet og udgang til egen legeplads.

Børnehaveafdelingen fordeler sig over to etager, stue og 1.sal.

I børnehaveafdelingen har vi mange rum. Disse rum er til dels funktionsopdelte: Det betyder, at det enkelte rum har en særlig funktion eller er indrettet efter et fokus eller tema. De to etager er i store træk fyldt med spændende legetøj som appellerer til forskelligartet leg. Alle børn er velkomne på begge etager, men på 1.sal henvender meget af legetøjet/spillene sig mest mod de ældste børnehavebørn.

I børnehaven har vi følgende rum:

Puderum.

Kreativitetsrum.

Dukkekrog.

Læsehule.

Bygge & bil rum.

Udklædning & fantasirum.

To store fællesrum på hver etage.

Fællesrum i forbindelse med køkken.

De to afdelinger arbejder tæt sammen og vi har en egenforståelse af at være ét hus. Derfor både lukker og åbner vi sammen på tværs af huset. Dette skaber en større smidighed og sikre mere personale i ydertimerne. Endvidere sikrer det en større tilknytning på tværs af huset og en lettere overgang fra vuggestue til børnehave.

Dagsrytmen er angivet i cirka-tider og skal blot anses som et overbliksværktøj. Tiderne kan variere fra dag til dag og der vil som udgangspunkt også være forskel på børnehave og vuggestueafdelingen.

06.20 - 07.00
Børnehuset åbner

Fælles åbner mellem vuggestue & børnehave. Mulighed for let morgenmad.

07.00 - 09.00
Børnene og de voksne går på stuer: tid til leg

09.15 - 09.30
Der tilbydes formiddagsmad

09.30 - 11.00
Starter dagens aktiviteter

11.00 - 11.15
Børnene samles på stuer

11.15 - 12.00
Frokost

12.00 - 14.00
Alle på legepladsen (hvornår vi går ind igen afhænger af vejret, stemningen, om legen går godt osv.)

14.00 - 15.30
Eftermiddagsmad og leg på stuerne

15.30 - 16.45
Sammenlægning mellem vuggestue & børnehave

16.45
Børnehuset lukker

Mandag 06.20 – 16.45

Tirsdag 06.20 – 16.45

Onsdag 06.20 – 16.45

Torsdag 06.20 – 16.45

Fredag 06.20 – 15.40 (vi lukker tidligt om fredagen)

Daginstitutionen Kjellerup-Levring

En institution i Silkeborg Kommune

Kontakt